Skibet er lastet med vin, smøger, chokolade og smør

Posted by annewinther on februar 29, 2012 · 2 kommentarer

Er i mit es. Sidder i sommerhuset med laptoppen på skødet, hvor de sidste par afsnit af Lost så småt er afviklet (serier = last 1) og bip fra wordfeud konstant tikker ind (last= 2) , en halv flaske hvidvin er drukket (vin= last 3), to pakker blå King’s til de næste par dage ligger på bordet (smøger= last 4) og en lækker pakke mørk chokolade er fortæret på rekordtid (chokolade= last 5). Nå ja, og så ligger der et thebirkes fra i eftermiddag med (masser af) smør og gærer i min mave (grov- og thebirkes= last 6). Og så har jeg netop købt et par lækre bukser på kredit over Nelly.com (shopping=last 7).
Jeg har efterhånden så mange laster, at jeg burde gøre noget ved det. Men jeg er en livsnyder, og jeg er så dårlig til at fornægte mig selv noget af alt det gode, der findes i denne verden. Jeg er udmærket klar over, at 85 % af mine laster er decideret usunde for mig, men jeg har faktisk ikke lyst til at give afkald på nogen af mine laster. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke ved, hvad der er sundt og godt for mig, men jeg har en rygrad som en amøbe, når det kommer til at skulle undvære/give afkald på noget. Desuden er det en super dårlig kombi, at hvis jeg selv eller andre fornægter mig noget, ja, så tager min craving bare til (lidt det samme, som når man ser en rød knap, og bare må trykke på den, selv om man udmærket godt ved, at rød er lig med fare!). Jeg har forsøgt at kvitte smøgerne ret mange gange efterhånden, og det er ved at være lidt pinligt, at jeg ikke kan lade være med at suge giftig røg ned i mine lunger. Alkoholen er jeg dog blevet lidt bedre til at håndtere – det skyldes flere ting. Da jeg flyttede til Odense følte jeg mig virkelig ensom i begyndelsen, så aftenerne og nætterne blev brugt i i selskab med Alfredo di Lucca – en skøn rødvin fra Fakta til bare 32 kroner! ( I dag kan jeg simpelthen ikke få den ned – lidt ligesom når man får brækfornemmelser ved tanken om fisk, fernet branca osv) Jeg drak en halv til en hel flaske rødvin minimum hver anden dag i den periode. Men da én af mine studiekammerater, som i øvrigt selv er en yderst habil alkoholdrikker, sagde til mig; Anne, jeg er bekymret for dig. Jeg synes, at det virker som om, at du drikker ret meget? Da blev jeg opmærksom på, at det måske var ved at være lidt af et skråplan, jeg var havnet på. Men alkohol er for mig, som jeg tidligere har blogget om, noget med at slippe kontrollen, og dulme alle tankerne inde i hovedet. Og som jeg også tidligere har blogget om, så har jeg haft nogle massive blackouts i mine branderter, hvor jeg simpelthen ikke husker, hvornår og hvordan jeg er kommet hjem, og hvad der er sket i løbet af aftenen. Jeg elsker at komme derud, hvor mine tanker forsvinder, og al kontrol slippes. Jeg gør et ihærdigt forsøg på at skille mig af med den last, og drikker mig kun i hegnet sammen med Simon i vores hjem nu. Efter mit stunt på Zen, har jeg tænkt meget over, om det er det værd, og om jeg kan opnå den følelse af mangel på kontrol på anden vis. Gode råd modtages gerne… (forsøger stadig med det der meditation)
Thank God, skal der ret meget til, før jeg tager på. Jeg er 176 cm høj og vejer pt 68 kilo (okay, så 69 da!). Det er ganske fint for mig, og jeg er med årene blevet god til at acceptere, at jeg ikke er og aldrig bliver sådan én med pæne slanke arme, og snildt smutter ned i en størrelse 36. Jeg gider ikke bruge min tid på at ærgre mig over noget, som jeg aldrig bliver. Jeg bryder mig ikke om mine ekstremt muskuløse arme, men jeg kan sgu hverken gøre til eller fra, og derfor forsøger jeg at finde de positive ting ved det. For eksempel er jeg pisse god til at tackle rigtig hårdt på håndboldbanen, og jeg kan bære tunge ting og ikke være sådan en: Ej, den er altså alt for tung for lille mig! Hjælp mig, du store stærke manddyr. Ja, det er ikke super feminint, men det har jeg heller aldrig pralet af at være. For jeg er ikke specielt feminin. Jeg er nu heller ikke vildt maskulin ( jo, sikkert i mange sylfiders og svage mænds øjne), men jeg har fundet en mand, som stråler, når han ser mig smække modstandernes venstreback i gulvet for tredje gang. Og hvor er det befriende ikke at skulle være noget, man ikke er, men at man kan være præcis, den man er. ( Hvad det så end er?). Jeg tror, at de eneste laster Simon for alvor hader er, når jeg knækker min nakke (last 8) og spiser brusken på kyllingen (last 9) eller forsøger at klemme en hudorm ud (last 10), så det i stedet ender med et krater. Det er sgu også ret klamt, but I love it! Nå ja, så kan jeg også finde på, at spise huden omkring mine negle. Her er et fantastisk stykke litteratur fra bogen Se på mig af Kirsten Hamman, som jeg virkelig grinede over – er der nogen, som tør indrømme, at de gør nogle af ovenstående eller nedenstående ting?

“Julie bider negle. Først én, forsigtigt, bare lige et hjørne. Og lidt af huden ved neglebåndene. Det er så dejligt, selv om hun kommer til at ærgre sig bagefter. Gid hun havde masser af negle, hun kunne bide over og rive af og sidde og tygge på. Gid hun havde masser af bussemænd at grave ud, halvt våde, halvt tørre og gerne lange, så hun kunne mærke dem give slip oppe i næsen. Gid hun havde sår i hovedbunden, hun kunne kradse af og masser af løse hudflager på fødderne. Men der er altid kun en enkelt eller to af hver, og hvis man alligevel prøver at søge videre, ender det med næseblod eller lidt åbent kød under neglen, som gør ondt. Skorper og negle er så dejlige. Hun tager en enkelt negl mere.”

Jeg synes, at det er helt fantastisk skrevet den passage! I øvrigt så er min last 11 afgået ved døden for nylig. Kaffen er nu erstattet af Earl Grey med mælk, da min mave simpelthen ikke kan klare den brune drik mere.
Hvilke laster har I?

Roger and over!